Google+

Slidgigt

Hvad er slidgigt?

Slidgigt er en almindelig lidelse hos ældre hunde. Slidgigt er en brusklidelse, hvor brusken langsomt degenererer og kan forsvinde helt. Ledvæsken bliver samtidig mere tyndflydende og mister derved noget af sin smørende effekt. Kroppen reagere ved at ledkapslen fortykkes og bliver stiv, hvilket nedsætter leddets bevægelighed. Knoglerne nær leddet får nydannelser i området.

Slidgigt kan opstå i alle led, men ses hyppigst i de store led: hofte-, skulder-, knæ- og albueled. Slidgigt opdeles i primær slidgigt, som man mener opstår som følge af almindeligt slid på benet, og i sekundær slidgigt. Ved sekundær slidgigt opstår slidgigt som følge af en anden belastning af leddet, f.eks. HD, patellaluksation, et traume, betændelse i leddet eller lignende.

Hvad er symptomerne på slidgigt?

Slidgigt er smertefuldt, hvorfor hunden begynder at halte. Leddet hæver op og mærkes af og til varmt. Det er karakteristisk for slidgigt at hunden har mest ondt efter hvile, når den først har været i gang lidt er den mindre halt.

Hvordan stiller dyrlægen diagnosen?

Diagnosen slidgigt kan stilles på et røntgenbillede, hvor knogleforandringerne omkring leddet kan ses.

Hvordan kan slidgigt behandles?

Slidgigt er en uhelbredelig lidelse. Behandlingen går derfor ud på at mindske smerterne. Den primære behandling er derfor smertestillende medicin. Er gigten opstået som følge af en anden lidelse (f.eks. korsbåndsruptur, patellaluksation eller osteochondrose), bremses udviklingen af slidgigt, når disse behandles.

Foruden smertestillende medicin, er hundens vægt vigtig, da overvægt vil øge belastningen af leddet. Er hunden overvægtig er slankekur en vigtig del af behandlingen.

En hund der lider af slidgigt kan ikke tåle pludseligt at gå en væsentligt længere tur end den plejer. Den daglige regelmæssige motion er vigtig, men man skal huske at hunden ikke kan klare en længere tur end ”hverdagsturen” – også i weekender og ferier. Det kan også være nødvendigt at lufte hunden i snor, da hunde ofte ikke kan dy sig for at tage en rask løbetur, hvis lejligheden skulle byde sig.

Der findes flere præparater i håndkøb, som beskytter brusken og som menes at gøre ledvæsken mere smørende igen. Det er stoffer som hyaluronsyre, glucosamin, polyumættede fede syrer (fiskeolie) og mikromineraler. Der findes efterhånden mange præparater på marked der indeholder disse stoffer (Canosan, Canosan Pellets, Aptus Glycoflex, FlexVital, Stride, CombiCare, Flexadin Plus), men der findes også fuldfoder hvor de er tilsat (Royal Canin Mobility, CFD fra Specific med flere). Herudover findes der et helt nyt produkt på marked, der hæmmer den smertegivende inflammation, ved at tilvænne kroppens immunforsvar, til den type-II kollagen der bliver blotlagt i et gigtplaget led (Flexadin Advanced UCII, VitalChew Joints + mobility).

Hvordan er fremtidsudsigterne for en hund med slidgigt?

Slidgigt kan ikke kureres, men med den rette støtte og terapi, kan hunden få et godt hundeliv alligevel. Der er dog nogle hunde der har så stærke og vedvarende smerter, at man bør overveje om aflivning er den bedste løsning for hunden.