Acne
Acne hos hund
Hvad er acne?
Acne er en hudbetændelse, der giver små bumser på hundens hage, læber og kinder. Hudsygdommen forekommer kun hos unghunde.
Hvorfor opstår acne?
Man mener, at der er flere faktorer, der spiller sammen, når en hund får acne. Stress, forøget hudfedtproduktion og dårlig hygiejne fra hundens side menes at spille en rolle.
Hvad er symptomerne på acne?
Når hunden har acne vil den få små røde knopper på kinder, hage og/eller læber. I senere stadier vil huden hæve op, rødme og knopperne blive pusfyldte (”bumser”).
Hvordan stiller dyrlægen diagnosen?
Dyrlægen stiller diagnosen ud fra udseende af læsionen. For at skelne sygdommen fra andre sygdomme kan et hudskrab, en hudbiopsi eller en tot hår fra det ramte område undersøges nærmere under mikroskop.
Hvordan behandles acne?
Hvordan acne behandles kommer an på sværhedsgraden af infektionen. Tidligt i forløbet kan acne behandles lokalt med klorhexidin eller benzoylperoxid-shampoo. Olie med omega-3 og -6 fedtsyrer (fiskeolie) skulle også være gavnlig for hudsygdommen. Når acnen involverer de dybere lag i huden som hæver op, bliver rød og danner pusfyldte knopper, er det nødvendigt med en langvarig antibiotikakur, eventuelt kombineret med lokal behandling.