Bændelorm hos hund
Hvordan smitter bændelorm?
Bændelormen sidder i tyndtarmen og afstøder kapsler med æg, hvor hver kapsel indeholder mange æg. Æggene ligner agurkekerner eller riskorn, når de findes i afføringen eller omkring hundens endetarmsåbning. Ægkapslerne er bevægelige. Æggene frigøres fra kapslen, så æggene kan optages af en mellemvært, hvor de udvikles til larver. For Diphyllidium caninum´s vedkomne er mellemværten lopper. Når hunden soignerer sig optages loppen, og bændelormen udvikler sig til en fuldvoksen bændelorm i hundens tyndtarm.
Kan bændelorm smitte til mennesker?
I teorien kan Diphyllidium caninum godt smitte til mennesker, men kun hvis man spiser en inficeret loppe. Derfor ses det yderst sjældent, at mennesker smittes med hundens bændelorm.
Der findes desuden en lille bændelorm med navnet Echinococcus granulosis, der kan smitte hunde og bruge mennesket som mellemvært. Efter indtagelse af bændelormeægget vandrer larven ud i kroppens organer og danner cyster. Denne bændelorm er heldigvis sjælden i Danmark.
Hvad er symptomerne på bændelorm?
Bændelorm giver normalt ingen symptomer. Der kan dog af og til ses kløe omkring endetarmsåbningen, når ægkapslerne aktivt forlader hunden.
Af og til ses de riskorns-/agurkekernelignende ægkapsler i afføringen eller på hunden i haleregionen.
Hvordan stiller dyrlægen diagnosen?
Hundens afføring undersøges for forekomst af æg.
Hvordan behandles bændelorm?
Der findes flere forskellige ormekure, og de fås både som pasta, piller og mikstur. De er alle på recept.
Hvordan forebygges bændelorm?
Hundens mest almindelige bændelorm Diphyllidium caninum kan forebygges ved at behandle sin hund mod lopper. Hvis der ikke er nogen lopper i hundens omgivelser, har bændelormen ingen mellemvært, og kan derved ikke smitte hunden.
De andre arter af bændelorm bruger andre mellemværter såsom får, kvæg, kaniner med flere. Smitte fra disse bændelorm kan forbygges ved ikke at fodre sin hund slagteaffald.