Google+

Blærebetændelse hos hund

Forekomst: ****

Hvad er blærebetændelse?

Blærebetændelse (cystitis) skyldes som regel altid en bakteriel infektion i blæren, men det kan også være mykoplasma, virus eller svamp der er årsagen. Blærebetændelse er en hyppig sygdom hos hunde, især hos tæver.

Hvorfor opstår blærebetændelse?

Hvis blærens og/eller urinens antibakterielle egenskaber midlertidig eller permanent er svækket, kan bakterier vandre op gennem urinrøret til blæren. Her er et lunt miljø for bakterierne, hvor de kan sætte sig fast og formere sig.

Blærebetændelse kan også skyldes en blæresten, der irriterer blærevæggen. Hanhunde har større risiko for blæresten end tæver.

Hvad er symptomerne på blærebetændelse?

Når hunden har blærebetændelse vil den tisse hyppigere end normalt. Man kan også se, at den sætter sig hyppigt, som om den har svært ved at komme af med vandet. En hund der har blærebetændelse, kan også komme til at besøge indenfor, selv om den ellers er renlig, da den kan have svært ved at holde på vandet. Hvis man undersøger urinen, vil man eventuelt bemærke blod i urinen, og at urinen har en forkert lugt.

I sjældne tilfælde kan infektionen i blæren sprede sig til nyrerne. Hunden vil da vise en eller flere af følgende symptomer: feber, mavesmerter, sløvhed, blod i urinen, opkast og nedstemthed.

Hvordan stiller dyrlægen diagnosen?

For at stille diagnosen, har din dyrlæge brug for en urinprøve fra din hund. Urinen vil blandt andet blive undersøgt for forekomst af krystaller (der indikerer en blæresten), bakterier, blod, hvide blodlegemer, pH og urinens vægtfylde. Hvis der er bakterier i urinen, vil din dyrlæge formentligt dyrke urinen, og lave en resistensundersøgelse.

Når der er krystaller i urinen, kan man ved hjælp af ultralyd og røntgen finde ud af, om der ligger en sten i blæren.

Hvordan behandles blærebetændelse?

En bakteriel blærebetændelse behandles med antibiotika. En ukompliceret blærebetændelse behandles med antibiotika i 10-14 dage. Er blærebetændelsen kompliceret af anden sygdom (Cushings syndrom, sukkersyge, kroniske nyreinsufficiens), eller er blærebetændelsen tilbagevendende, behandles i længere tid.

Hvordan er fremtidsudsigterne for en hund med blærebetændelse?

Prognosen for en hund med blærebetændelse er god, da blærebetændelse som regel let kan behandles.

Hvordan kan blærebetændelse forebygges?

Der er desværre ikke så meget man kan gøre for at forebygge blærebetændelse hos sin hund. Hvis blærebetændelsen er kompliceret af andre sygdomme eller den er tilbagevendende, er det en god idé regelmæssigt at få en urinprøve undersøgt hos din dyrlæge for at kontrollere at blærebetændelsen er under kontrol.

Hvalp tisser på gulv

Seneste artikler

Konjunktivitis Hvad er øjenbetændelse? Øjenbetændelse opstår, når der går betændelser i øjenslimhinden (konjunktiva). Øjenbetændelse er...
Forekomst: *** Hvad er forkert stillede øjenhår? Forkert stillede øjenhår er øjenhår der vokser i en forkert retning, eller et forkert sted,...
Forekomst: ** Hvad er progressiv retina atrofi? Progressiv retina atrofi (PRA) er en fremadskridende tilbagedannelse af nethinden (retina). Nethinden...