Google+

Leukæmi hos kat

Hvad er leukæmi?

Leukæmi er en gruppe af sygdomme, der giver kræft i kattens blod og knoglemarv. Leukæmi kan ramme en eller flere typer af celler i blodet. De fleste katte der rammes af leukæmi er ældre katte, selv om unge katte også kan rammes af sygdommen.

Blodet består foruden plasma (blodets ”væske”) af røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader. De hvide blodlegemer er igen en samlebetegnelse for neutrofile-, eosinofile- og basofile granulocytter samt lymfocytter. De har hver især deres opgaver i kroppen. De røde blodlegemer transporterer ilt, blodpladerne stopper blødning, og de hvide blodlegemer har hovedansvaret for bekæmpelse af infektioner.

Alle blodets celler dannes i knoglemarven og sendes herfra ud i cirkulation. I knoglemarven sidder de umodne stamceller, der deler sig og uddifferentierer sig til de enkelte celletyper. Det vil sige at en stamcelle er ophav til flere forskellige typer af blodceller.

Tidsforløbet i leukæmi kan være både akut og kronisk.

Hvad er akut leukæmi?

Akut leukæmi er en aggressiv kræftform, hvor katten som regel dør kort efter diagnosen er stillet, hvis den ikke behandles.

Når en kat har akut leukæmi, er det de udifferentierede celler i knoglemarven, der rammes. De ondartede celler modnes ikke til normale celler, men optager i stedet pladsen i knoglemarven fra de raske celler. Derfor bliver der ikke produceret det normale antal blodlegemer, og ude i blodbanen vil der mangle røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader.

Hvad er kronisk leukæmi?

Kronisk leukæmi har et mere langstrakt forløb. Ved kronisk leukæmi er kræftcellerne normal blodceller, der er bare alt for mange af dem. Knoglemarven er normalt i stand til at danne alle de normale blodceller, så man ser ikke de samme karakteristiske symptomer som ved akut leukæmi. Kronisk leukæmi kan ramme alle typer af blodceller. Hos katte er det oftest de hvide blodlegemer kaldet lymfocytter, der rammes af kræft (malignt lymfom). Den kræftsyge lymfocyt ser normal ud, men den fungerer ikke. Derfor bliver kattens modstandskraft over for infektionssygdomme nedsat.

Hvorfor opstår leukæmi?

Kræft skyldes en række mutationer i cellen. Årsagen kan være ukendt, men leukæmi hos katte skyldes ofte en virus kaldet felin leukæmi virus. Virusset smitter gennem tæt kontakt, læs mere under smitsom leukæmi.

Hvad er symptomerne på leukæmi?

De typiske symptomer er vægttab, træthed, nedstemthed og forstørrede lymfeknuder. De indre organer (lever og milt) kan også være forstørrede, hvis kræftcellerne har invaderet disse.

Symptomerne afhænger herudover af, hvilken type leukæmi katten har. Katten kan have en eller flere af følgende symptomer:

  • blodmangel og blege slimhinder (for få røde blodlegemer)
  • nedsat modstandskraft over for infektioner (for få hvide blodlegemer)
  • øget tendens til blødning og blå mærker (for få blodplader)
  • mørkerøde slimhinder (for mange røde blodlegemer)
  • nedsat modstandskraft over for infektioner (mange hvide blodlegemer, men for få funktionelle)

Hvordan stiller dyrlægen diagnosen?

Diagnosen stilles ud fra kattens symptomer samt fund af kræftceller i blodet, knoglemarven eller andre organer. For at finde kræftceller i andre organer (lymfeknuder, lever eller milt), kan der tages en lille vævsprøve ud med en nål.

Hvordan behandles leukæmi?

Der er ingen egentlig behandling. Steroider kan holde malignt lymfom under kontrol i en periode. Herudover kan støttende terapi som væske, næringsrigt foder og blodtransfusion lindre symptomerne.

Der findes specialuddannede dyrlæger i Danmark med speciale i kræft. Disse dyrlæger tilbyder kemoterapi til kræftsyge katte, men det er ikke alle typer af leukæmi, der kan behandles med kemoterapi.

Hvordan er fremtidsudsigterne for en kat med leukæmi?

Fremtidsudsigterne for katten afhænger af hvilken type leukæmi den har. Hvis katten har akut ubehandlet leukæmi, vil den hurtigt dø.

Katte med malignt lymfom, kan ofte leve længere perioder, hvis sygdommen bringes under kontrol. Ligeledes kan katte der modtager kemoterapi som regel få flere måneder ekstra at leve i.

Hvid kat med heterokromia iridium

Seneste artikler

Katteleukæmi, Felin leukæmi virus (FeLV)Hvad er smitsom leukæmi?Smitsom leukæmi skyldes felin leukæmivirus (FeLV), der angriber de hvide...
Felin immundefekt virus, FIV Hvad er katte-AIDS? Katte-AIDS er en virussygdom, der skyldes en retrovirus. Katte-AIDS virusset (felin immundefekt...