Google+

Øregangsbetændelse hos hund

Forekomst: ****

Hvad er øregangsbetændelse?

Øret kan deles op i det ydre øre, mellemøret og det indre øre. Det ydre øre består af den tragtformede brusk der opfanger lyden, og øregangen der slutter ved trommehinden. Mellemøret leder lyden fra trommehinden til det indre øre. Lyden ledes gennem en bevægelig kæde af tre små knogler der forstærker lyden. Det indre øre (øresneglen) omsætter lydbølgerne til nerveimpulser, der sendes videre op til hjernen.

Øregangsbetændelse (otitis externa) er betændelse i det ydre øre.

Hvorfor opstår øregangsbetændelse?

Der er mange faktorer der kan starte en øregangsbetændelse, blandt disse kan nævnes: parasitter (øremider og flåter) og fremmedlegemer (hår, indtørret ørevoks med mere), men den mest almindelige årsag er allergi (fødevareallergi eller atopisk dermatitis). Disse faktorer kan hver især være skyld i en overvækst af bakterier og svampe i øret.

Der er yderligere nogle faktorer, der er prædisponerende for at få øregangsbetændelse. Hængende og store ører, meget hår i ørene, en lang snæver øregang eller andre tilstande (knuder, hævelser) der lukker øregangen til, gør, at nogle hunde får øregangsbetændelse igen og igen.

Hvad er symptomerne på øregangsbetændelse?

Hunden vil ryste på hovedet og gnubbe siden af hoved mod jorden eller kradse efter øret med bagbenet. Når man kigger ned i øret, vil der være fugtig ørevoks og huden vil rødme. Man vil ofte samtidig bemærke en sur lugt fra øret.

Hvordan stiller dyrlægen diagnosen?

Det er ligetil at stille diagnosen øregangsbetændelse, men den rette behandling og årsagen kan kræve en del udredning. Mikroskopi og evt. dyrkning af ørevoks kan afgøre hvilke bakterier og svampe der er i øret, og hvilken antibiotika de er følsomme overfor. Er der tale om et allergisk problem, kan det kræve en længere udredning med blodprøver eller priktest for at finde ud af, hvad hunden er allergisk overfor. En foderændring kan være med til at afgøre, om der er tale om en fødevareallergi.

En sjælden gang imellem kan en øregangsbetændelse sprede sig til mellemøret. Hvis der er mistanke om mellemørebetændelse, kan et røntgenbillede at kraniet hjælpe til at stille diagnosen.

Hvordan behandles øregangsbetændelse?

I de tilfælde hvor årsagen bag øregangsbetændelsen kan fastslås, behandles denne. Hvis det er allergi der ligger bag, kan det være et omfattende arbejde. Din dyrlæge vil måske forslå at du begynder at fodre med allergifoder, og måske skal der også medicin eller et vaccinationsprogram til.

En vigtig del af behandlingen af øregangsbetændelse er at få renset ørene op. Det kan ofte klares i konsultationen, men af og til kræves det, at hunden lægges i fuld bedøvelse for at få renset ørerne ordentligt op.

Når man kommer hjem fra dyrlæge skal man fortsætte med at rense øret med ørerens og give medicin efter dyrlægens anvisninger.

Hvordan renser man ører på en hund?

Det er en god idé enten at tage hunden med ud på badeværelset eller med udenfor, når man renser ører, for det kan godt svine en hel del.

Når man skal rense øret hældes ørerens i øret indtil man kan se væsken. Herefter tager du fat om øret og masserer basis af øret for at løsne skidt og ørevoks. Herefter lader du hunden ryste hoved, så det løsnede ørevoks og snavs bliver rystet udaf. Det resterende ørevoks fjernes med en tot vat og procedureren gentages indtil vattotten er næsten ren. Husk at du aldrig selv må rense øret med en vatpind, da du kan risikere at forværre problemet ved at skubbe ørevoksen længere ind og danne en prop.

I starten kan det være svært at få lov til at rense øret, da øret ofte er ømt. Det vil dog som regel altid blive bedre, når først behandlingen er sat i gang, og øret bliver mindre ømt.

Hvordan er fremtidsudsigterne for en hund med øregangsbetændelse?

Prognosen for en hund med øregangsbetændelse kommer meget an på årsagen, der ligger bag og de prædisponerende faktorer. Der er desværre nogle hunde, der gang på gang får øregangsbetændelse, og hvor den kroniske betændelse forsnævrer øregangen. Derved bliver det endnu svære at få renset øret ordentligt op og sværere for medicinen at komme ned i øret. På denne måde kan problemet stille og roligt forværres. Af og til kan man blive nødt til kirurgisk at åbne en del af øregangen op for at få luft og adgang til øret.

Det er derfor vigtigt at man som ejer er god til at få renset øret og givet medicinen efter anvisningen fra dyrlægen.

Hvordan kan øregangsbetændelse forebygges?

Hvis man har en hund der let får øregangsbetændelse, skal du regelmæssigt kigge hunden i ørerne, så du fanger problemet i opløbet. Hvis der sidder ørevoks og skidt, skal det fjernes med ørerens og en tot vat. Denne behandling kan ofte bremse udviklingen af en øregangsbetændelse, hvis problemet opdages i tide.

 

                         Sort labrador

Seneste artikler

Forekomst: ** Hvad er mellemørebetændelse? Øret deles traditionelt op i tre dele. Det ydre øre som består af øreflappen og den ydre øregang....
Forekomst: *** Hvad er øremider? Øremiden Otodectes cynotis er et relativt almindeligt problem hos hvalpe (killinger rammes dog væsentligt...
Ixodes ricinus Hvad er en skovflåt? En skovflåt kaldes fejlagtigt ofte en ”tæge”, men den er ikke et insekt som tægen, men en mide. Der...