Google+

Lopper og loppeallergi hos hund

Hvad er loppeallergi?

Loppeallergi er den hyppigste årsag til kløe hos hunde og katte. Når loppen bider hunden, sprøjter den en lille smule spyt ind først. Hunde kan udvikle allergi mod loppens spyt, og man vil da se, at de klør og kradser sig. De kan klø sig i op til 2 uger efter, at de sidst er blevet bidt af en loppe.

Hvad er symptomerne på loppeallergi?

Hos hunde findes lopperne især på bagparten og bugen. Man vil som regel se, at hunden kradser og bider sig på lænden og rundt om halen. Dette kan give hudinfektioner og ”hot spots”. Når man skiller hårene ad og kigger på huden, kan man se små røde knopper, især i lænderegionen.

Selv om ens hund har lopper, kan det være svært at finde dem, da hunden er god til at fange og spise dem. Hvis man kigger hunden på bugen, kan man af og til se lopperne vandre rundt som små sorte pletter. Den letteste og sikreste måde at finde lopper på er dog at kæmme hunden. Man kan fange de levende lopper, der ofte hurtigt vil springe af tættekammen igen. Oftere er det dog loppernes ekskrementer der røber deres tilstedeværelse. Ekskrementerne ligner jord eller andet skidt (sorte små gryn), men hvis man lægger dem på et stykke fugtigt køkkenrulle, vil de opløses og farve køkkenrullen rød omkring ekskrementet.

Lopperne lægger deres æg på dyret, men æggene falder hurtigt af og spredes i hundens omgivelser. Her bliver de til larver inden de forpuppes, og den voksne larve kommer ud. Puppestadiet kan vare i op til ét år (!), men varer oftest 8-10 dage. Kun ca. 5 % af det totale antal lopper er voksne lopper, resten er æg, larver og pupper (kokoner).

Der findes både katte- og hundelopper, men næsten alle lopper, både på hunde og katte, er kattelopper.

Hvordan behandles loppeallergi?

Loppeallergi behandles ved at udrydde lopperne. Har hunden kraftig hudbetændelse, kan det dog også være nødvendigt at behandle dette med antibiotika og kløestillende piller.

De fleste lopper findes i hundens omgivelser. Derfor skal man vaske eventuelle tæpper i hundens kurv. En effektiv støvsugning i hundens omgivelser kan reducere problemet, men ikke udrydde det. Den vigtigste del af loppebekæmpelsen er midler, der slår lopperne ihjel eller gør dem sterile. De mest effektive produkter er de såkaldte ”pour-on” præparater, som man drypper i hundens nakke ca. en gang hver 4. uge (lidt afhængigt af produktet). Det er vigtigt, at produkterne gives korrekt, at man vælger den rette pipette alt efter dyrets vægt, og de kommer helt ned på hundens hud. Der findes mange produkter på marked: Advantage®, Bayvantic® Vet (må kun bruges til hunde), Effipro®, Frontline®, Frontline® Combo, Prac-tic®, Exproline® mf. De fleste af disse forebygger desuden også mod flåter. Du kan finde en oversigt over loppemidlerne til hunde og deres virkning her.

Hvis man foretrækker piller, kan man også vælge loppemidlet Program® Vet, der gives en gang om måneden og hæmmer udviklingen af æg og larver.

Selv om man har flere husdyr og kun det ene er allergisk, er det vigtigt at alle dyr i husstanden bliver behandlet, da man ellers ikke vil komme lopperne til livs.

Hunde i skoven

Seneste artikler

Forekomst: ** Hvad er mellemørebetændelse? Øret deles traditionelt op i tre dele. Det ydre øre som består af øreflappen og den ydre øregang....
Forekomst: *** Hvad er øremider? Øremiden Otodectes cynotis er et relativt almindeligt problem hos hvalpe (killinger rammes dog væsentligt...
Ixodes ricinus Hvad er en skovflåt? En skovflåt kaldes fejlagtigt ofte en ”tæge”, men den er ikke et insekt som tægen, men en mide. Der...