Google+

Grå stær

Grå stær hos kat

Forekomst: **

Hvad er grå stær (katarakt)?

Grå stær er en uklarhed i linsen, så den fremstår grå. Linsen sidder lige bag pupillen og samler lysets stråler til et skarpt billede på nethinden (retina). Når linsen bliver uklar, bliver det sværere for lyset at trænge igennem til nethinden, og synet nedsættes. Grå stær ses sjældent hos katte.

Hvorfor opstår grå stær?

Grå stær opstår, når der trækkes vand ind i linsen på grund af forandringer i linsen.

Grå stær kan enten være medfødt eller erhvervet (opstået når katten er ældre end 8 uger).

Når en kat får grå stær er det som regel som følge af en anden sygdom (sekundært). Sygdomme der hos kat kan udvikle sig til grå stær er blandt andet regnbuehindebetændelse (kronisk uveitis), grøn stær (glaukom) og løsning af linsen (linseluksation).

Hvad er symptomerne på grå stær?

Symptomerne på grå stær er uklarheder i linsen, der medfører nedsat syn eller blindhed. Symptomerne varierer fra små pletter eller streger i linsen til ”fuldmodent grå stær”, hvor det udefra ikke er muligt at se igennem linsen med heraf følgende kraftig synsnedsættelse eller blindhed. Grå stær kan også være ”overmodent”, hvor linsens proteiner hensmelter og lækkes ud i øjet. Dette giver et rynket udseende af linsen.

Man må ikke forveksle grå stær med senil sklerosis, som er en normal fysiologisk ældning af linsen. Senil sklerosis ses efter 6 års alderen og er en grålig uklarhed af linsekernen, der ikke giver synsnedsættelse, og derfor ikke kræver behandling.

Hvordan stiller dyrlægen diagnosen?

Dyrlægen kan genkende de karakteristiske forandringer i linsen, man ser ved grå stær.

Hvordan behandles grå stær?

Der findes ingen medicinsk behandling, der kan forsinke eller hindre udviklingen af grå stær. Hvis forandringerne sidder centralt i linsen, kan øjendråber (Atropin®) der udvider pupillen være en mulighed. Den store pupil lader mere lys trænge ind til nethinden og kan på denne måde måske forbedre synet.

For katte med en kraftig synsnedsættelse er operation en mulighed. Man vil som regel kun operere det ene øje. Ved operationen vil dyrlægen suge det uklare linsematriale ud, og man kan eventuelt indsætte en ny kunstig linse. Det er nødvendigt at opsøge en specialist for at få denne operation udført.

Kat med grå stær

Seneste artikler

Konjunktivitis Hvad er øjenbetændelse? Øjenbetændelse opstår, når der går betændelser i øjenslimhinden (konjunktiva). Øjenbetændelse er...
Forekomst: * Hvad er forkert stillede øjenhår? Forkert stillede øjenhår er øjenhår der vokser i en forkert retning eller et forkert sted,...
Keratokonjunktivitis sicca Hvad er tørre øjne? Tørre øjne er en kronisk øjensygdom, hvor produktionen af den vandige del af tårevæsken er...