Google+

Smitsom leukæmi

Smitsom leukæmi hos kat

Katteleukæmi, Felin leukæmi virus (FeLV)

Hvad er smitsom leukæmi?

Smitsom leukæmi skyldes felin leukæmivirus (FeLV), der angriber de hvide blodlegemer og derved svækker kattens immunforsvar. Smitsom leukæmi giver ophav til kræft i blodet og andre organer.

Hvordan smitter leukæmi?

Leukæmi smitter som regel gennem spyt. Katte kan optage smitten under slåskamp, når de soignerer hinanden, eller hvis de deler mad- eller vandskål med en smittet kat. Virusset kan kun forblive smitsomt i få dage i omgivelserne, hvorfor indirekte smitte gennem optagelse af kontamineret materiale, stort set ikke forekommer.

Hvad er symptomerne på smitsom leukæmi?

Der er ingen klassiske symptomer på smitsom leukæmi, da det afhænger af, hvor kræftknuderne sætter sig. Smitsom leukæmi svækker også kroppens immunsystem, hvorved katten bliver modtagelig over for infektioner. Det vil typisk være tilbagevendende infektioner som hudbetændelser og bylder, mundinfektioner og diarré, som katten får problemer med. Kattens lymfekirtler kan være forstørrede, og katten kan være nedstemt, utrivelig, tabe vægt og have tørt og strittende hårlag.

Hvordan stiller dyrlægen diagnosen?

Symptomerne på smitsom leukæmi er som beskrevet ovenfor meget uspecifikke, men dyrlægen kan også få en mistanke om smitsom leukæmi ved at kigge på blodet under et mikroskop, hvis der ses nogle karakteristiske forandringer i blodet. Når smitsom leukæmi mistænkes kan kattens blod testes for smitte ved hjælp at et testkit, som mange dyrlæger ligger inde med.

Hvordan behandles smitsom leukæmi?

Katte der er smittet med leukæmi kan ikke helbredes, da der ikke findes noget middel mod virusset. De følgeinfektioner som katten får, kan behandles på traditionel vis.

Man skal huske på, at katten er smittebærer og kan smitte andre katte, derfor skal den isoleres fra andre katte og ikke lukkes ud.

Hvordan er fremtidsudsigterne for en kat med smitsom leukæmi?

De fleste katte dør 2 til 3 år efter de er blevet smittet med leukæmi.

Hvordan forebygges smitsom leukæmi?

Smitsom leukæmi kan forebygges gennem vaccination. Smitsom leukæmi er som regel ikke blandt de sygdomme som de fleste dyrlæger standardvaccinerer imod ved den årlige vaccination. Derfor skal du selv bede din dyrlæge om at få din kat vaccineret imod smitsom leukæmi, hvis du ønsker dette.

Siameser

Seneste artikler

Zorro på 10 år og Maxi på 4 år har hele tiden været de bedste venner. Fredag virkede det pludselig som om han ikke kunne kende hende. Han...
Hvad er sterilisation? Ved en sterilisation fjernes enten både kattens livmoder og æggestokke (ovariehysterektomi) ellers fjernes blot kattens...
Hvorfor kradser katten? Det er naturligt for en kat at kradse i noget. Katten plejer sine klør på denne måde og afsætter feromoner fra...