Google+

Skab hos hund

Sarcoptes scabiei var. canis

Hvad er skab?

Skab er en lille mide, der lever i og på hundens hud. Den skabsmide der angriber hunde hedder Sarcoptes scabiei var. canis. Skab ses relativt hyppigt hos hunde.

Skabsmiden lever hele sit liv på sin vært, og har en livscyklus på ca. 3 uger. Når hunmiden er befrugtet graver den sig ned i huden, hvor den lægger sine æg. Når æggene klækkes graver nymfestadierne sig op på hudoverfladen, hvor de udvikler sig til voksne mider og lader sig parre.

Hvordan smittes hunden med skab?

Skab smitter oftest ved direkte kontakt med et smittet dyr, da skabsmiden ikke overlever ret lang tid i det fri. I stuetemperatur kan den overleve i 2 - 6 dage uden for dyret.

En stor smittekilde er de vildtlevende ræve, da skab desværre er blevet et stort problem hos de danske ræve over de senere år. Dette skal man være opmærksom på, hvis man færdes i skoven med sin hund. Dertil skal siges, at ræve der er smittet med skab, ofte ændrer adfærd og begynder at nærme sig bebyggelse. Derfor kan hunde der færdes i egen have også være i fare for at blive smittet.

Kan skab smitte til mennesker?

Menneskets skabsmide kan ikke smitte til hunden, men det er beskrevet, at hundens skabsmide kan smitte til mennesker. De kan dog kun overleve få dage på os mennesker.

Hvad er symptomerne på skab?

Symptomerne på skab er en kraftig kløe. Ofte vil man kunne sætte hundens ”kløerefleks” med bagbenet i gang ved at massere den på øret. Den kraftige kløe starter et par uger efter at miderne har etableret sig, hvorfor der sandsynligvis ligger en allergisk reaktion bag den voldsomme kløe.

Skab har en forkærlighed for tyndtbehårede områder, og man finder dem derfor ofte på randen af ørene, albuerne og bagsiden af overarmen, haserne og på maven.

I de angrebne hudområder vil huden være rød, varm, delvis hårløs med små røde eller gullige knopper, og huden kan have et tørt og skællet udseende. Den kraftige kløe vil ofte også resultere i hudafskrabninger.

Hvordan stiller dyrlægen diagnosen?

Diagnosen kan stilles på et hudskrab fra et afficeret område. Hvis der påvises mider, æg eller afføring fra miderne i skrabet er diagnosen sikker. Men det kan være meget svært at påvise skabsmider, da ganske få mider er nok til at give en voldsom kløe.

Der findes også en anden mulighed for at stille diagnosen. Når en hund angribes af skab, danner den antistoffer mod skabsmiden. Disse antistoffer kan man påvise i en blodprøve. Dog er antistofferne først målbare fra omkring 5 uger efter hunden er smittet.

Hvordan behandles skab?

Der findes nu midler til behandling af skab til at dryppe i nakken, som man kender det fra loppebehandling (Advocate® og Stronghold®).

Sebacil® er et andet middel mod skab som hunden skal vaskes med. Hunden skal vaskes 3-4 gange med en uges mellemrum, da midens livscyklus er på ca. 3 uger og hunden kan smittes af de nylagte æg efter endt behandling.

Man skal være opmærksom på at hunden kan fortsætte med at klø sig et par uger efter endt behandling, da miderne på trods af at de er døde stadig befinder sig i huden.

                      Ræv