Google+

Blindhed hos hund

Hvis et af disse basale krav ikke er opfyldt, dannes der ikke noget billede i hjernen, og hunden vil være blind. Ydermere kræver det normale syn, at:

  • linsen kan danne et skarpt billede på nethinden
  • alle klare dele af øjet er fuldt gennemtrængelige for lys (det gælder især hornhinden og linsen)
  • øjet bevæges normalt
  • alle nethindens celler fungerer normalt, inklusiv stav- og tapcellerne

Det er stav- og tapcellerne i nethinden, der registrerer lys og omsætter det til elektriske signaler, som vores hjerne tolker som et billede. Hunde har flere stavceller i deres nethinde end mennesker. Stavcellerne kan ikke se farve, men er til gengæld meget lysfølsomme. Derfor er hunde bedre end os til at se i tusmørke. Vi kan til gengæld se finere detaljer i fuldt dagslys.

Hunde er mindre afhængige af deres syn end mennesker. Sandsynligvis fordi de har bedre hørelse og lugtesans.

Hvad skyldes synsnedsættelse?

Der findes en lang række sygdomme der giver synsnedsættelse. Generelt kan disse sygdomme inddeles i følgende kategorier:

  • grå stær (linsen bliver uklar)
  • hornhinden (cornea) bliver uklar
  • uveitis (betændelse inde i øjet)
  • sygdom i nethinden (f.eks. PRA), den optiske nerve eller i selve hjernen

Der er mange årsager til disse forandringer. Der kan være tale om aldersrelaterede forandringer (ældning), betændelse, kræft, traume, forhøjet blodtryk, sukkersyge, glaukom (”grøn stær”/forhøjet tryk i øjet), arvelige sygdomme eller en autoimmun sygdom (kroppens immunforsvar angriber egne celler). Mange af disse sygdomme kan behandles så hunden får synet igen, eller får bedret sit syn. Derfor er det vigtigt at få årsagen til synsnedsættelse undersøgt hos dyrlægen.

Hvordan stiller dyrlægen diagnosen?

Din dyrlæge har forskellige muligheder for at undersøge din hunds øje. Der findes desuden øjendyrlæger, der har en videreuddannelse i øjensygdomme, som din egen dyrlæge eventuelt vil henvise dig til. Hvilke undersøgelser din dyrlæge vil vælge, afhænger helt af hvilke sygdomme der er under mistanke. Dyrlægen har udstyr til at kigge ind i øjet med for at se om øjets bestanddele (nethinde, kammervæsken, linsen og iris) ser normale ud. Desuden kan din dyrlæge måle trykket i øjet, farve øjet og måle tåreproduktionen alt efter, hvad der findes relevant.

Kan min blinde hund lære at klare sig?

Afhængigt af årsagen til blindhed, kan den enten opstå pludseligt eller som en gradvis synsnedsættelse. Hunde der får en gradvis synsnedsættelse, er gode til at kompensere for deres manglende syn. Ofte opdager man derfor ikke at hunden ser dårligt, før den tages ud af sit vante miljø. Det kan være at sofaen i stuen bliver flyttet, og så går hunden pludselig ind i den. Derved kommer det let til at virke som om hunden pludselig har mistet synet, selv om det reelt har været en gradvis synsnedsættelse.

Hvis hunden pludselig bliver blind, vil den støde ind i mange ting. Som regel vil hunden ikke skade sig selv ved dette, men man skal være opmærksom på at hunden ikke kan komme til skade, for eksempel ude i trafikken, eller ved at falde ned ad trappen.

Over tid vil den blinde hund lære at klare sig og kan fungere næsten normalt i kendte omgivelser. At blinde hunde er så gode til at begå sig, skyldes sandsynligvis at de i langt højere grad end os er afhængige af lugtesans og hørelse.

Brun labrador kigger op

Seneste artikler

Konjunktivitis Hvad er øjenbetændelse? Øjenbetændelse opstår, når der går betændelser i øjenslimhinden (konjunktiva). Øjenbetændelse er...
Forekomst: *** Hvad er forkert stillede øjenhår? Forkert stillede øjenhår er øjenhår der vokser i en forkert retning, eller et forkert sted,...
Forekomst: ** Hvad er progressiv retina atrofi? Progressiv retina atrofi (PRA) er en fremadskridende tilbagedannelse af nethinden (retina). Nethinden...