Google+

Mellemørebetændelse

Forekomst: **

Hvad er mellemørebetændelse?

Øret deles traditionelt op i tre dele. Det ydre øre som består af øreflappen og den ydre øregang. Mellemøret som er et luftfyldt rum der er afgrænset af trommehinden og ”det ovale vindue” ind til det indre øre. Mellemøret leder lyden fra trommehinden ind til det indre øre, og kan via tre små knogler (stigbøjlen, ambolten og hammeren) enten forstærke eller dæmpe lyden. Det indre øre (øresneglen) omsætter lydbølgerne til nerveimpulser, der sendes videre op til hjernen. Hjernen tolker herefter de indkomne impulser som lyd.

Ved mellemørebetændelse (otitis media) fyldes mellemøret med væske, og hørelsen hæmmes kraftigt. Infektionen kan enten komme til mellemøret fra svælget op igennem det eustachiske rør, fra en betændelse i det ydre øre (oftest) eller direkte fra blodbanen (sjældent).

Hvad er symptomerne?

En hund der får mellemørebetændelse vil oftest også have en kronisk betændelse i det ydre øre, med dertil følgende symptomer: hovedrysten, øget mængde ørevoks og sur lugt. Er der tydelig smerte fra øret, er hunden trist og træt, mister appetitten og har smerter når munden åbnes, er der grund til at mistænke at betændelsen har spredt sig til mellemøret. Nerverne i ansigtet kan lammes, hvilket giver en asymmetri i ansigtet og uens pupilstørrelse (Horners syndrom). Spredes infektionen videre til det indre øre ses skæv hovedholdning, øjet der bevæger sig i ryk når hoved holdes stille (patologsik nystagmus) og balanceproblemer.

Hvordan stiller dyrlægen diagnosen?

Mistanke om mellemørebetændelse opstår på baggrund af de kliniske symptomer, og en klinisk undersøgelse hvor bl.a. trommehinden inspiceres. Den endelige diagnose stilles enten på et røntgenbillede eller ved en CT scanning, hvor det kan ses at mellemøret er fyldt med væske. Det er altid en god idé at tage et røntgenbillede for at tjekke for mellemørebetændelse, når en hund har kronisk øregangsbetændelse.

Hvordan kan mellemørebetændelse behandles?

Efter en resistensundersøgelse, sætte hunden i en systemisk behandling med antibiotika. Det kan være nødvendigt kirurgisk at åbne op til mellemøret og dræne det for væske.