Google+

FIP

Smitsom bughindebetændelse hos kat

Felin infektiøs peritonitis, FIP

Hvad er smitsom bughindebetændelse?

Smitsom bughindebetændelse skyldes en virus der hedder coronavirus. Der findes flere former af kattens coronavirus, og den mest udbredte giver symptomer fra mave-tarmkanalen. Den form der giver smitsom bughindebetændelse, gør katten meget syg. Smitsom bughindebetændelse kan enten udvikle sig til en ”våd” eller en ”tør” form.

Hvordan smitter smitsom bughindebetændelse?

Smitte kræver som regel tæt kontakt mellem kattene. Da virus også udskilles gennem afføring og kan overleve i 4-6 uger i omgivelserne, kan smitten også ske efter indtagelse af kontamineret materiale.

Der er også teorier om, at den relativt harmløse coronavirus, der giver mave-tarm problemer, kan mutere til en form, der giver smitsom bughindebetændelse.

Smitsom bughindebetændelse kan smitte alle katteracer og også andre kattedyr som løver, leoparder, jaguar og ikke mindst gepard.

Hvad er symptomerne på smitsom bughindebetændelse?

Det mest almindelige symptom på smitsom bughindebetændelse er feber, der kommer og går, træthed og ophørt vækst. De katte der får den våde form af sygdommen får væske i bug- eller brysthulen og kan derfor komme til at se oppustede ud eller have åndenød.

Den tørre form for smitsom bughindebetændelse danner knuder (granulomer) rundt om i kroppen såsom i nyre, lymfeknuder eller øjne. Symptomerne afhænger af, hvor i kroppen masserne har sat sig. Tør smitsom bughindebetændelse kan desuden angribe hjerne og rygmarv og give hjernehinde- og hjernebetændelse. Hvis sygdommen lokaliserer sig i hjernen kan man foruden feber og appetittab se symptomer som balanceforstyrrelser, gangbesvær og nystagmus (øjnene bevæger sig fra side til side i ryk).

Hvordan stiller dyrlægen diagnosen?

Det er ikke så ligetil at stille diagnosen smitsom bughindebetændelse. Sygdommen udvikler sig ofte hurtigt og voldsomt, så det er ikke altid, at dyrlægen når at stille diagnosen, inden katten dør. Når dyrlægen får mistanke om smitsom bughindebetændelse ud fra kattens symptomer, kan kattens blod testes for antistoffer mod coronavirus. Desuden ser man også nogle karakteristiske forandringer i kattens normale antal af celler og indholdsstoffer i blodet. Man kan dog aldrig alene stole på blodprøveresultatet, da katte der er smittet med den relativt harmløse coronavirus, der giver symptomer fra mavetarmkanalen, også kan teste positivt på blodprøverne. Derfor skal symptomerne og blodprøvesvaret så at sige ”passe sammen”.

Når katten har den tørre form for smitsom bughindebetændelse, der giver granulomatøse masser rundt om i kattens væv, er det også muligt at tage en biopsi fra en af disse masser og sende den til undersøgelse.

Hvordan behandles smitsom bughindebetændelse?

Der er ingen behandling der kan kurere katten for smitsom bughindebetændelse. Når man behandler en kat, der har smitsom bughindebetændelse, lindrer man dens symptomer og prøver at øge dens velbefindende. Dette kan blandt andet gøres med medicin, der hæmmer betændelsesprocesser og immunforsvarets respons. Det er ligeledes også vigtigt at katten får næring og væske nok. Høje doser C-vitamin kan også være gavnligt.

Hvordan er fremtidsudsigterne for en kat med smitsom bughindebetændelse?

Desværre er der en rigtig dårlig prognose, da omkring 95 % af alle katte, der er smittet med smitsom bughindebetændelse, dør af sygdommen.

Den våde form af sygdommen udvikler sig hurtigt, og kattene dør som regel inden for to måneder. Katte, der har den tørre form, udvikler sygdommen lidt langsommere. De har typisk flere måneder at leve i og måske helt op til et år. Behandling kan yderligere forlænge kattens levetid og øge dens livskvalitet.

     Stribet kat

Seneste artikler

Katteleukæmi, Felin leukæmi virus (FeLV)Hvad er smitsom leukæmi?Smitsom leukæmi skyldes felin leukæmivirus (FeLV), der angriber de hvide...
Felin immundefekt virus, FIV Hvad er katte-AIDS? Katte-AIDS er en virussygdom, der skyldes en retrovirus. Katte-AIDS virusset (felin immundefekt...