Google+

En killings start på livet

Nyfødt killing

En killing vejer ca. 110-120 g, når den fødes. En killing fødes døv og med lukkede øjne, men den kan lugte og smage. Kropstemperaturen er ca. 37,6 °C, hvilket er lavere end hos den voksne kat.

Killingen er ret modstandsdygtig når den fødes, men man bør sikre sig at den har spist inden den er 12 timer gammel. Killingen vil i starten die ca. 3 gange i timen.

Efter hvert måltid vil hunkatten slikke killingerne bagtil. Dette udløser reflektorisk, at killingen afsætter urin og afføring. Hunkatten vil som regel fortære den afsatte urin og afføring.

Killingens opholdssted skal være beskyttet mod træk, og lyset bør være dæmpet indtil 2 dage efter øjne er helt åbne. I den første uge bør temperaturen i killingens kasse være 30 °C.

Navlestrengen tørrer ind og falder af efter et par dage.

   Nyfødt killing

En uge gammel

Killingen har nu fordoblet sin vægt og tager ca. 10 g på om dagen.

Killingens øjne åbnes, når den er 5-12 dage gammel, og de vil altid være blå i starten. Den ydre øregang begynder at åbne sig, når killingen er 6-14 dage gammel.

Temperaturen i killingens omgivelser kan nu sættes ned til 25 °C.

Killing en uge gammel

Tre uger gammel

Killingen er nu begyndt at bevæge sig forsigtigt omkring. Når killingen er 3-4 uger gammel kan man begynde at tilbyde den killingefoder.

3 ugers killing

Fem uger gammel

Killingen kan nu opholde sig ved almindelig stuetemperatur og er begyndt at spise killingefoder.

5 ugers killing

Seks uger gammel

Nu trænes jagtfærdighederne gennem leg. Killingen vil snige sig ind på ”bytte” og brydes med sine søskende.

6 ugers killing

Otte uger gammel

De fleste killinger bliver fravænnet, når de er 7-8 uger gamle. Af og til ser man dog killinger, der dier væsentligt længere.

Nu har killingerne samme kropstemperatur som de voksne katte på ca. 38,4 °C. Først nu har killingerne et normalt syn.

8 ugers killing

Tolv uger gammel

En killing må tidligst tages fra sin mor når den er 12 uger gammel.

Kønsbestemmelse

Når man skal kønsbestemme nyfødte killinger, kigger man på afstanden fra kønsåbningen til anus. På hankattekillinger vil der være ca. 12 mm fra forhuden til anus, mens der hos hunkillinger kun vil være ca. 7 mm fra skedeåbningen til anus. Testiklerne vil ligge i pungen hos nyfødte hankattekillinger, og man kan eventuelt mærke dem mellem forhuden og anus.

hankat eller hunkat

Ormekur

Orm kan overføres med modermælken, og derfor har rigtig mange killinger orm. Det er derfor en god idé at give killingerne ormekur, gerne to gange, når de er henholdsvis 2-3 uger og 5-6 uger gamle. Moderkatten behandles samtidig med killingerne.

ID-mærkning

Det er ikke et lovkrav at få sin kat id-mærket, ligesom det er for hunde, men det er  en rigtig god idé. Du kan både få din kat chip- og øremærket. De fleste vil anbefale at du får din kat øremærket, da alle da kan se, at katten har en ejer, hvis den skulle blive væk. Man skal have en speciel chiplæser for at aflæse en mikrochip. Du kan få din kat øremærket hos dyrlægen.

Vaccination

Det er en rigtig god idé at få sin killing vaccineret. Det er desuden som regel også et krav, hvis den skal passes i pension. Det er forskelligt om killingen skal have 2 eller 3 vaccinationer alt efter vaccinens mærke og tidspunkt for første vaccination. De fleste vælger at vaccinere killingerne, når de er 12 og 16 uger. Hvis man ønsker en tidligere beskyttelse og derfor vaccinerer killingen når den for eksempel er 8 uger, skal den stadig revaccineres når den er 12 og 16 uger gammel. Det skyldes at killingen ikke svarer så godt på en tidlig vaccination, på grund af antistoffer fra moderkatten. Katten skal vaccineres igen ét år efter sidste vaccination.

Katte bliver i Danmark vaccineret mod kattesyge, katteinfluenza og rhinotracheitisvirus. Nogle vælger også at vaccinere mod chlamydia og katteleukæmi. Hvis katten skal med til udlandet skal den vaccineres mod rabies.

Pasning af moderkatten

Hunkatten vil som regel passe killingerne uden problemer og vil i starten nødigt forlade dem. Derfor er det en god idé at sætte kattemad og vand hen i nærheden af killingekassen. Det kan også være en god idé at sætte en kattebakke ind i rummet, hvor moderkatten og killingerne opholder sig.

Hunkatten bruger meget energi, når den giver mælk. Derfor er det en god idé allerede fra slutningen af drægtigheden at give hunkatten killingefoder, som indeholder flere næringsstoffer end kattemad til voksne katte.

Efter nogle dage vil hunkatten ofte forsøge at flytte killingerne, og man må være opmærksom på, at hunkatten ikke flytter killingerne uhensigtsmæssige steder hen. Hunkatten vil bære killingerne i nakkeskinnet, og man vil se at killingerne bliver helt passive når de bliver båret på denne måde.

Flere killinger?

Man skal være opmærksom på, at hunkatten allerede efter få uger kan komme i løbetid igen – diende killinger virker ikke som prævention. Så hvis man ikke vil have flere killinger, må man enten lade katten sterilisere (den bedste løsning) eller give den p-piller.

Seneste artikler

Brunst, østrus Hvornår kommer hunkatten i løbetid første gang? Katten kommer i løbetid (brunst, østrus) første gang når den er omkring 7...
Hvad er sterilisation? Ved en sterilisation fjernes enten både kattens livmoder og æggestokke (ovariehysterektomi) ellers fjernes blot kattens...
Hvad er kastration? Ved kastration fjernes begge testikler kirurgisk. Katten kan kastreres allerede fra to måneders alderen, uden risiko for dens...