Google+

Pasning af hvalpe

Under fødslen

Det er en god idé at placere hvalpene i en varm kasse under selve fødslen, for at forhindre at tæven kommer til at skade dem. Kassen kan varmes op af en varmedunk, eller en sok med ukogte ris der varmes i mikrobølgeovnen.

Så snart fødslen er overstået lægges hvalpene op til tæven igen. Når hvalpene dier frigives hormonet oxytocin, der ud over at få tæven til at lægge mælk ned til hvalpene så de kan die, også medfører, at livmoderen trækker sig sammen igen.

De første uger

Hvalpene skal beskyttes mod træk og kulde. Det første døgn er 30-33° C en passende rumtemperatur, herefter vil 26-30° C være passende de næste par uger. Øjnene åbnes efter 9-12 dage og ørekanalen efter cirka 14 dage. Når tæven slikker hvalpene bagtil stimulerer det hvalpene til at tisse og have afføring.

Tiden frem til fravænning

Efter nogle uger vil tæven begynde at kaste mad op til hvalpene, efter hun har spist. Tævens mælkeproduktion falder efter cirka 5 uger, hvor man kan begynde at vænne hvalpene til almindeligt opblødt foder eller dåsemad. Man skal vælge et foder, der er fremstillet til hvalpe. Hvalpene vil som regel være fravænnet i 7-8 ugers alderen.

Efter fravænning

Det er vigtigt, at hunden får et kvalitetsfoder, og dette gælder især det første år, hvor hvalpen vokser meget og skal have et foder specielt fremstillet til hvalpe. Når man køber et kvalitetshvalpefoder, vil det være specielt fremstillet til små, middelstore eller store hunderacer, da disse har forskellige næringsbehov. Store racer har blandt andet behov for en mere restriktiv fodring, da det er vist, at for hurtig vækst giver større risiko for led- og skeletproblemer. Hunde med en udvokset vægt på over 25 kg regnes for at være en stor race.

Prægning

Hvalpe præges, når de er mellem 4 og 12 uger. Det er dog ikke sådan, at prægningsperioden stopper fra den ene dag til den næste, der er en gradvis ”nedtrapning”, hvor hvalpen vil blive mere og mere vagtsom over for fremmede elementer i dens dagligdag. I prægningsperioden er det vigtigt, at hunden bliver præsenteret for det, som den skal betragte for naturligt og ufarligt. Det er vigtigt, at hunden er med i familiens daglige gøremål, at den bliver præsenteret for det miljø, den skal leve i. Som eksempel kan nævnes, at hvis man forventer, at hunden skal ud at køre i tog på et tidspunkt i dens liv, er det en god idé at præsentere hunden for dette tidligt. Det vil tage langt længere tid at vænne hunden til toget, når den først er blevet ældre.

Ormekur

De fleste hvalpe fødes med spolorm, da ormene ligger i dvale i tæven og aktiveres når hun bliver drægtig. Herefter vandrer de over i hvalpene. Man anbefaler derfor, at hvalpene behandles for orm minimum 2 gange. Man kan for eksempel give hvalpene en ormekur, når de er 4, 6 og 8 uger gamle. Husk også at behandle tæven.

Id mærkning

Alle hvalpe skal id-mærkes inden de fylder 4 måneder. Så hvis du har købt en hvalp, der hverken er øremærket eller chipmærket, skal du have den chipmærket. Chippen sættes lige under huden på venstre side af halsen. Hvalpen kan få chippen sat i hos dyrlægen sammen med vaccinationen.

Vaccination

Det er en rigtig god idé at få sin hvalp vaccineret. Desuden er det som regel også et krav, hvis den skal passes i kennel eller til hundetræning. Som en tommelfingerregel gælder, at hvis hvalpen er født af en uvaccineret tæve, eller hvis den er udsat for et øget smittepres, bør den vaccineres 3 gange, når den er henholdsvis 8, 12 og 16 uger gammel. Er hvalpen født af en regelmæssigt vaccineret tæve, bør den vaccineres, når den er 12 og 16 uger gammel. Ulempen ved at vaccinere tidligt er, at hvalpen har antistoffer fra moderen i blodet, og den reagerer derfor ikke så godt på vaccinen. Fælles for alle vaccinerne er dog, at hunden skal vaccineres igen ét år efter sidste vaccination, og herefter en gang årligt.

Hunde bliver i Danmark vaccineret mod hundesyge, parvovirus og smitsom leverbetændelse. Nogle vælger også at vaccinere mod leptospirose og parainfluenza. Hvis hunden skal med til udlandet skal den også vaccineres mod rabies.

Hvalp i bobbel