Google+

Tævens reproduktion

Hvornår kommer en tæve i løbetid første gang?

En tæve kommer i løbetid første gang når den er gennemsnitligt 9 måneder, men der er store forskelle, så alt fra 6 – 24 måneder er normalt. Store hunderacer kommer som regel senere i brunst end små hunderacer.

Hvordan forløber en normal brunstcyklus?

En tæve kommer i løbetid gennemsnitligt hver 7. måned, men der er igen forskelle fra race til race og fra hund til hund.

Hundens brunstcyklus kan inddeles i fire faser:

Forbrunst (proøstrus): Varer ca. 9 dage. De ydre kønsorganer hæver let op og der ses et blodigt flåd fra skeden.

Brunst (østrus): Varer ca. 9 dage. Udflåd fra skeden der er strågult, men kan være blodtilblandet. Det er i denne periode tæven accepterer parring.

Hvilefase (diøstrus): Varer ca. 70 dage.

Uden for brunst (anøstrus): Varer ca. 125 dage.

Under forbrunsten vil tæven tiltrække hanhunde, men hun vil ikke acceptere parring før hun er i brunst. Cellerne i skeden ændrer udseende i forbrunsten og vil være forhornede i brunsten. Det er derfor dyrlægen kan tage en celleprøve fra skeden og sige, hvor tæven er i sin cyklus. Ægløsningen sker fra midten til slutningen af brunsten.

Hvor gammel skal tæven være?

Der findes ingen klare grænser for tævens alder, når det gælder avl, og der er igen forskelle på racerne. Dog bør man ikke lade tæven parre i den første løbtid, da den unge hund ikke altid er mentalt og socialt moden til at passe godt på hvalpene. Desuden skal tæven også være fuldt udvokset. De unge hunde har også en let øget risiko for fødselskomplikationer.

Når tæven bliver gammel øges risikoen for komplikationer i forbindelse med fødsel og hvalpe igen. Hvis tæven tidligere har fået hvalpe, bør man stoppe med at avle på den når den fylder 8 år. Hvis tæven ikke tidligere har haft hvalpe, bør man ikke lade den blive drægtig efter 5-6 års alderen.

Skal min hund undersøges for noget inden den kan anvendes i avl?

Det er forskelligt hvilke problemer de forskellige racer har med arvelige sygdomme, så der er store forskelle på hvad de skal undersøges for, inden hunden kan anvendes i avl. På Dansk Kennel Klubs hjemmeside kan man se hvilke avlsrestriktioner, der gælder for de forskellige racer.

Hvornår skal tæven parres?

Da det optimale parringstidspunkt varierer fra tæve til tæve, bør man lade sin tæve parre hver 2. - 3. dag fra brunstens start og så længe tæven accepterer parring. Hvis man kun har mulighed for 1 eller 2 parringer, eller hvis hunden skal insemineres, kan det optimale parringstidspunkt bestemmes ved progesteronmålinger på hundens blod. Mængden af progesteron i blodet stiger op til ægløsning, og når progesteronkoncentrationen kendes kan ægløsningstidspunktet forudsiges.

Hvordan foregår parringen?

En parring foregår ofte bedst i hanhundens vante omgivelser, så han ikke skal bruge energi på de nye omgivelser, men kan koncentrere sig om tæven.

Først vil hanhunden snuse til tævens bagparti. Hvis tæven er villig til parring, vil hun stille sig op med bagparten til hanhunden og dreje halen til side. Hanhunden vil springe op på tævens bagpart og støtte forbenene omkring tævens brystkasse. Efter parring vil hanhunden stige ned fra hunhunden, mens penis stadig er fikseret i skeden. Hundene står nu bagpart mod bagpart og vil være fikseret således i 5-30 minutter.

Efter en hvileperiode vil hanhunden igen fatte interesse for tæven, og de kan gennemføre op til 5 parringer på en dag.

Hvordan ved jeg om min hund er drægtig?

Der er flere måder din dyrlæge kan undersøge, om tæven er drægtig.

Abdominalpalpation: Efter ca. 25 dage efter parring (nogle gange lidt tidligere) kan din dyrlæge mærke på tævens mave om der er hvalpe i livmoderen.

Ultralydsscanning: Med en ultralydsscanner kan man se hvalpene i tævens livmoder. Hvalpene kan tidligst erkendes på ultralyd 18-21 dage efter parring. Ultralyd er desuden den eneste måde man kan vurdere, om hvalpene er i live. Hjerteslag kan ses efter dag 28.

Røntgen: Røntgen kan først bruges relativt sent i drægtigheden, da knoglerne i hvalpene først skal mineralisere, før de kan ses på røntgen. Derfor kan man først bruge røntgenbilleder til at vurdere om tæven er drægtig efter dag 49. På et røntgenbillede kan man desuden tælle, hvor mange hvalpe der er i tæven. Man bør dog altid begrænse brugen af røntgen på den drægtige tæve, især i starten af drægtigheden.

Hormonanalyse: 25-30 dage efter parring kan man måle om hormonet relaxin findes i tævens blod. Relaxin er et drægtighedshormon, og findes altså kun i tævens blod, hvis hun er drægtig. Man kan ikke som hos mennesker finde graviditetshormoner i urinen, så det er nødvendigt at tage en blodprøve.

Hvordan skal jeg fodre min drægtige tæve?

Tævens energibehov øges reelt først i de sidste 14 dage inden fødslen. Her bør man fodre to gange dagligt af et let fordøjeligt og koncentreret foder – som man finder det i hvalpefoder. Husk at blande det nye foder op med det gamle i en uge, så tæven gradvist får mere og mere af det nye foder. Så undgår man dårlig mave.

I tiden omkring fødslen kan tæven have en meget varieret ædelyst, men den vil øges betragteligt et par dage efter fødslen.

Hvordan skal jeg fodre min diegivende tæve?

Tævens foderbehov afhænger af dens foderstand inden fødslen, samt hvor mange hvalpe der er i kuldet. Hvis tævens vægt er optimal ved fødselstidspunktet, og antallet af hvalpe er gennemsnitligt, kan følgende bruges som en tommelfinger regel. Tæven skal i den første uge efter fødslen fodres 1,5 gange hendes normale foderration, i anden uge 2 gange normal foderration og i tredje uge og frem til fravænning 3 gange normal fodreration. Hvalpenes mælkebehov er størst når de er 3-4 uger gamle.

Hvor ofte må tæven få hvalpe?

Det kommer igen an på tæven. Tæven skal være klar efter sidste kuld hvalpe, så den har det psykiske og fysiske overskud til et kuld hvalpe. Det vil sige at dens vægt skal være nået op på normal igen, dens pels være glansfuld – i det hele taget skal den være ”sig selv” igen. Nogle tæver er klar allerede i første brunst efter et kuld hvalpe, mens man må vente til 3. brunst efter et kuld hvalpe for andre tæver. Efter to kuld bør man imidlertid altid give tæven en pause på mindst en brunstcyklus. Man bør i tævens levetid ikke lade den have mere end 4-5 kuld hvalpe.

     Gul hvalp

Seneste artikler

Calculus Hvad er tandsten? Tandsten forekommer hos næsten alle hunde i større eller mindre grad. Det er dog især mange af de helt små racer, som...
Hvad er parvovirus?Parvovirus er en DNA-virus, der giver sygdom i mave-tarmkanalen. Hvordan smitter parvovirus?Parvovirus opformeres i tarmen og...
Hvad er spolorm?Spolorm er en indvoldsorm, der lever i hundens tarmkanal. Hundens spolorm hedder Toxocara canis, mens Toxacaris leonia kan inficere...