Luftveje

Luften trækkes ind igennem næsen til næsehulen, gennem luftrøret og ud til lungerne. I næsehulen bliver luften opvarmet og fugtet, og små støvpartikler og andre urenheder bliver opfanget. Når luften er ledt ned til lungerne, forgrenes luftrøret og bliver til mindre og mindre rør, der ender i mikroskopiske små poser, kaldet alveolerne. Det er nede i alveolerne at ilten (O₂) i den atmosfæriske luft bliver byttet med kultveilte (CO₂) fra blodet.

Lungerne er lavet af elastisk væv, der kan udvides når mellemgulvet (musklen der deler brysthulen fra bughulen) og musklerne mellem ribbenene trækker luften ned i lungerne. Når mellemgulvet og musklerne mellem ribbenene igen slapper af, pustes luften igen ud af lungerne.

Kredsløbet består af hjertet, kar og blodet. Kredsløbet er i bund og grund et transportsystem, der hurtigt kan transportere blandt andet ilt, CO₂, næringsstoffer, affaldsprodukter og hormoner rundt i kroppen.

Kredsløbet er et lukket cirkulært system, med hjertet i ”centrum”. Fra højre hjertekammer pumpes blodet op forbi lungerne, hvor CO₂ afgives og blodet binder ilt. Blodet strømmer herfra ned i venstre hjertekammer, hvor blodet pumpes ud i resten af kroppen. Alle kroppens celler har brug for ilt, næringsstoffer og at komme af med affaldsstoffer. Blodet filtreres i nyrerne, hvor affaldsstofferne bliver udskilt gennem urinen. Det venøse, iltfattige blod returnerer til hjertets højre forkammer, hvorfra det igen pumpes til højre hjertekammer.

De kar der transporter det iltmættede blod væk fra hjertet kaldes arterier, og karrene der leder det iltfattige blod tilbage til hjertet kaldes vener.

Øret

Øret kan deles op i det ydre øre, mellemøret og det indre øre. Det ydre øre består af den tragtformede brusk der opfanger lyden, og øregangen der leder lyden ned til trommehinden. Det ydre øre er dækket af hud, og er derfor ramt af mange af de samme sygdomme som resten af huden.

Mellemøret leder lyden fra trommehinden til det indre øre. Lyden ledes gennem en bevægelig kæde af tre små knogler der forstærker lyden. Det indre øre (øresneglen) omsætter lydbølgerne til nerveimpulser, der sendes videre op til hjernen. Hjernen tolker herefter de indkomne impulser som lyd.

Huden

Huden er kroppens største og mest synlige organ. På trods af hudens simple opbygning, varetager den mange opgaver, og her vil der blot blive nævnt nogle af hudens vigtigste funktioner.

Huden er vores fysiske afgrænsning til omverden og den forhindre tab af kropsvæsker og andre molekyler, samtidig med at huden danner en barriere for mikroorganismer og andre sygdomsfremkaldere/smitstoffer (patogener), der kan skade os. På denne måde er huden en vigtig – hvis ikke den vigtigste – del af immunforsvaret.

Huden giver hjernen vigtige informationer om omverden ved at registrere smerte, tryk og temperatur. Huden spiller også en vigtig rolle for kroppens temperaturregulation, da den både kan rejse hårene (hvilket isolerer og varmer) og svede. Foruden sved afsondre hudens mange kirtler noget så forskelligt som duft, tårer, mælk og ørevoks.

Solens stråler får huden til at danne D-vitamin og pigment.

Når kroppen skal sende en besked fra et sted i kroppen til et andet, kan det gøre brug af hormoner. Hormoner er stoffer der produceres af specielle væv et sted i kroppen, og transporteres med blodet til et andet sted i kroppen, hvor hormonerne i selv meget lave koncentrationer påvirker deres målceller.

Det hormonelle system styrer mange forskellige funktioner i kroppen, bland andet stofskiftet, væksten og reproduktionen. Kroppen producerer en lang række af hormoner, blandt disse kan nævnes: insulin, binyrebarkhormon, væksthormon, østrogen, testosteron og adrenalin.

(Et godt eksempel på et hormon er insulin. Insulin produceres i bugspytkirtlen og transporteres via blodet rundt til alle kroppens celler, hvor det styrer optaget af sukker.)

Øjet er en kompleks struktur og består foruden øjeæblet af omkringliggende strukturer som tæller øjenlåg, tårekirtler, øjenhår og muskler der bevæger øjeæblet i øjenhulen.

Lyset brydes af hornhinden og en passende mængde lys lukkes af iris igennem pupillen. Lyset brydes herefter af linsen, der sidder lige bag iris. Linsen kan ændre form, så den kan danne et skarpt billede både af nære og fjerne ting. Det er de små zonula fibre der trækker i linsen, så linsen flader ud, når øjet skal stille skarpt på fjerne ting.

Lyset danner herefter et skarpt billede på nethinden. Stav- og tapcellerne i nethinden omdanner lyset til nerveimpulser, der via den optiske nerve sendes op i hjernen. Stavcellerne er meget lysfølsomme, og er derfor gode i dæmpet belysning. Tapcellerne fungerer derimod bedst i dagslys, men kan til gengæld se finere detaljer og registrere farve. Både hunde og katte har flere stavceller, men færre tapceller end mennesker.

Nervesystemet består af det centrale nervesystem (CNS) og det perifere nervesystem. CNS består igen af hjernen, lillehjernen og rygmarven. Det er det perifere nervesystem der via lange nerveudløbere sender CNS´s signaler ud i kroppen, og sender informationer retur til CNS. Nerverne bruger elektriske impulser til at kommunikere. De perifere nerver er isoleret med en myelinskede, som er et lille fedtlag. Derfor kan de lynhurtigt sende og modtage de elektriske impulser.

Det perifere nervesystem sender impulser retur til CNS, med information fra sanseorganerne. Muskelgrupperne sender ligeledes informationer tilbage til CNS, så hjernen hele tiden ved hvad hele kroppen laver. Hjernen står for alle aktive beslutninger, mens lillehjernen styrer de indlærte automatiserede funktioner. Det er de funktioner som kroppen udfører uden man skal ”tænke over det” som lillehjernen udfører. Blandt disse funktioner er hvordan man går og løber.

Bevægeapparatet består af knogler, muskler, sener og led. Musklerne modtager impulser fra de perifere nerver, der igen modtager impulser fra centralnerve systemet (CNS, hjerne og rygmarv). Impulserne sætter gang i en række kemiske forandringer, der slutteligt inducerer sammentrækning af musklen.

De fleste af kroppens muskler virker på knogler. Knoglernes indbyrdes bevægelighed i forhold til hinanden kontrolleres gennem led. Der findes flere typer af led med forskellig grad af bevægelighed. I kraniet og bækkenet findes fibrøse led, der er meget lidt eftergivelige. Under graviditeten bliver hormonet relaxin produceret, og det øger elasticiteten af de fibrøse led i bækkenet. Det gør det muligt for bækkenet at give sig under fødslen.

I hundes rygrad findes der glideled. De er lidt mere bevægelige end de fibrøse led, men der er stadig ikke ret stor bevægelighed i dem. Hængselleddene er der derimod stor bevægelighed i, men kun i ét plan. De fleste af hundens led er hængselled, blandt andet tåleddene. Disse led er omsluttet af en ledkapsel. Inde i leddet sidder ledbrusken for enden af knoglerne. Ledbrusken gør sammen med ledvæsken at de to knogler glider let frem og tilbage når fingeren bevæges. Uden om leddet sidder der ligamenter der styrker ledet og holder knoglerne på plads i forhold til hinanden. Kugleleddet er den type af led med størst bevægelighed i, da det kan bevæges i to plan. Hofteleddet er et kugleled. Her danner lårbenshoved en kugle, der passer ind i en ”skål” i bækkenet. Dette gør at bagbenet både kan bevæges frem og tilbage og fra side til side.

Nyren filtrerer kroppens blod og udskiller vand og affaldsprodukter som urin. Sammen med kredsløbet, det endokrine system og nervesystemet reguleres kroppens væskevolumen og sammensætning. Desuden producerer nyren forskellige hormoner.

Nyren består af små funktionelle enheder der kaldes nefroner. Man fødes med en overflod af nefroner, hvorfor man kan tåle at miste over 2/3 før der ses symptomer.

Nedenfor kan du læse om nogle af de mest almindelige nyrelidelser.

Fordøjelseskanalens funktion er at forsyne kroppen med energi, væske og næringsstoffer, samt at skille sig af med affaldsstoffer.

Fordøjelseskanalen består af mundhulen med tænder, tunge og tilhørende spytkirtler, spiserøret, mavesækken, tyndtarmene, leveren, bugspytkirtlen, tyktarmen, rectum og anus.

I mundhulen findeles maden og blandes med spyt. Spyttet indeholder blandt andet enzymer, så fordøjelsen af stivelse begynder allerede så småt i mundhulen. Maden føres ned i maven af spiserøret. Mavesækken har flere funktioner. Den fungerer som reservoir for maden, den findeler og blander maden med saltsyre og enzymer. Enzymerne påbegynder fordøjelsen af protein. Maven tømmer herefter små kontrollerede mængder af maden ud i tolvfingertarmen (den forreste del af tyndtarmen). Mavesækken beskytter desuden også mod smitsomme sygdomme, da de fleste mikroorganismer bliver dræbt når de kommer ned i mavesækkens syre.

Tyndtarmens bevægelser blander maden yderligere og driver den fremad i tarmkanalen. Tarmens bevægelser kaldes peristaltik.

I tolvfingertarmen tilsættes enzymer fra bugspytkirtlen, der aktiveres når de kommer ned i det sure tarmindhold. Bugspytkirtlens enzymer nedbryder både kulhydrat, protein og fedt. Desuden neutraliserer bugspytkirtlen syren fra mavesækken.

Levercellerne danner galdesyrer, der opmagasineres i galdeblæren og tømmes ud i tarmen efter et måltid. Galdesyrerne gør fedtdråberne små og vandopløselige, så de kan transporteres ud i kroppen. Galdegangen udmunder ligesom bugspytkirtlen i tolvfingertarmen.

Når næringsstoffer absorberes over tyndtarmens væg, førers de med blodet op til leveren.

Det meste af tarmindholdets salt og væske bliver absorberet i tyktarmen, så afføringen får en passende konsistens inden den afsættes.