Google+

 

 

Øret

Øret

Øret kan deles op i det ydre øre, mellemøret og det indre øre. Det ydre øre består af den tragtformede brusk der opfanger lyden, og øregangen der leder lyden ned til trommehinden. Det ydre øre er dækket af hud, og er derfor ramt af mange af de samme sygdomme som resten af huden.

Mellemøret leder lyden fra trommehinden til det indre øre. Lyden ledes gennem en bevægelig kæde af tre små knogler der forstærker lyden. Det indre øre (øresneglen) omsætter lydbølgerne til nerveimpulser, der sendes videre op til hjernen. Hjernen tolker herefter de indkomne impulser som lyd.

 

Huden

Huden er kroppens største og mest synlige organ. På trods af hudens simple opbygning, varetager den mange opgaver, og her vil der blot blive nævnt nogle af hudens vigtigste funktioner.

Huden er vores fysiske afgrænsning til omverden og den forhindre tab af kropsvæsker og andre molekyler, samtidig med at huden danner en barriere for mikroorganismer og andre sygdomsfremkaldere/smitstoffer (patogener), der kan skade os. På denne måde er huden en vigtig – hvis ikke den vigtigste – del af immunforsvaret.

Huden giver hjernen vigtige informationer om omverden ved at registrere smerte, tryk og temperatur. Huden spiller også en vigtig rolle for kroppens temperaturregulation, da den både kan rejse hårene (hvilket isolerer og varmer) og svede. Foruden sved afsondre hudens mange kirtler noget så forskelligt som duft, tårer, mælk og ørevoks.

Solens stråler får huden til at danne D-vitamin og pigment.